Sort superstjerne eller aldrende hvid krigsveteran?Om få uger får vi at vide hvem der skal arve tronen efter George W. Bush i det skrantende amerikanske imperium. Og det er halvdelen af det amerikanske folk – ved sidste valg stemte 61 % af befolkningen – som har magten til at pege på den nye de facto formand for den vestlige verden.
På torsdag har FilmStationen Danmarkspremiere på den nye Michael Moore film: Slacker Uprising. Den har som erklæret formål at få de unge hængerøve til at skode jointen, stikke PS’en i lommen og køre hen og prikke hul på stemmesedlerne.
Ved det seneste præsidentvalg i 2004 tog Michael Moore på turné rundt til universiteter i USA med filmen Fahrenhiet 9/11 under armen. Ideen var, at hvis de unge sofavælgere indså hvilke motiver der lå bag krigene i Afghanistan og Irak, så ville de hjælpe Moore med at bombe Bush tilbage til Texas. Slacker Uprising følger den kontroversielle filminstruktør på hans rejse og viser hvilke reaktioner han fik blandt den amerikanske ungdom.
En lang række kendte ansigter medvirker desuden i filmen. Heriblandt Eddie Vedder fra Pearl Jam, Joan Baez, Steve Earle, Michael Stipe, Roseanne Barr, Tom Morello fra Rage Against The Machine og ikke mindste den utroligt danske Viggo Mortensen.
Filmen har siden sidste tirsdag været tilgængelig som fri download. Efter sigende er det første gang nogensinde at en verdenskendt instruktør frivilligt lægger et værk af spillefilms længde gratis ud på nettet. Tilbuddet gælder dog kun for amerikanere og canadiere, men torsdag aften kan alle tage del i løjerne – uanset statsborgerskab.
- eksplosiv og undergravende dokumentar om den globale graffitikultur -
Gadekulturen er i centrum, når den amerikanske instruktør Jon Reiss sprayer
graffitiens globale historie op på FilmStationens lærred.
På en rejse gennem fem kontinenter og fire årtier undersøger den amerikanske instruktør, hvorfor Blek le Rat maler rendestens-rotter i Paris. Han følger Zezao, når den brasilianske kunstner omdanner kloaker i São Paulo til gallerier, og tager en snak med Taki 183, der i slut 60′erne begynder at dele sin signatur med gaderne i New York, og dermed bliver gnisten, der antænder en af verdens største graffiti-scener
På rejsen rundt til Philadelphia, NY, LA, London, Paris, Amsterdam, Hamburg, Barcelona, Cape Town, Sao Pãulo og Tokyo bliver debatten om hvad der er kunst, og hvem der ejer det offentlige rum kastet op i luften.
Hvem har ret – og hvem har råd – til at få råbt sine budskaber ud over verden? Kan kunst koste gratis, og kan street-art flyttes ind på gallerierne?
Bomb It indfanger de hætteklædte guerillakrigere, som i skyggen fra skyskraberne udkæmper den maleriske kamp om det offentlige rum. De tager det tilbage, som de mener tilhører dem – nemlig retten til at påvirke storbyens visuelle tapet. To bad for the billboards!
FilmStationen tager på fisketur med Tom Waits, Jim Jarmusch og Willem Dafoe, når vi den 14. august vender tilbage til en ny sæson med sprælsk filmsurfing i den gamle stationsbygning på Lygten 2.
Vi viser tre episoder fra kult-serien Fishing With John (1991).
Reality-genren bliver blandet op med saftige regnorme og med kyndig hånd sat på krogen, når John Lurie (fra Down by Law) tager Jim Jarmusch med for at fiske hajer ud for New York, sejler i kano med Tom Waits på Jamaica og ser døden i øjene under en isfisketur i selskab med Willem Dafoe. Det hele er tilsat en fabulerende og medrivende voice-over, som ikke nødvendigvis sejler i samme retning som fiskerne.
Så træk en hullet sweater på og lad opvasken stå.
Læg tikroner i lommen og tag med ud og fisk’ når FilmStationen starter på en frisk…