Torsdag dissekerer vi livets fristelser, synd og guds nærvær, vi tager en tur til USA og ser på helvede i kristendommens skær. I dokumentaren Hell House følger vi unge med hang til Gud, når de opfører og iscenesætter brud på alle bud. Med blodig abort, druk og voldtægt udlægges biblens moral i et horrorteater for og af børn.
Ud over aftenens feature, der er instrueret af George Ratliff og produceret af Greenhouse Pictures fejrer vi påsken med en alternativ introduktion til kristendommen og dens symboler, som de forklares i den populære indie-buster Zeitgeist. Vi byder på en godbid fra Negativeland og giver plads til budskaber fra Evangelist såvel som den danske anti-darwinbevægelse.
Fire mexicanere og en filminstruktør tilbagelægger 200 kilometer ørken, når de i aftenens film forsøger at krydse grænsen til USA og undgå at blive spottet af US Borderpatrol.
Drømmen om et liv i USA har gjort Mexico til verdens største transitland. Det er første stop for mellemamerikanere, der søger mod nord, og det er udgangspunktet for de tusindvis af mexicanere, der årligt pendler over grænsen for at brødføde deres familier.
På torsdag får FilmStationen besøg af journalisterne Rikke Bergquist og Camilla Markvardsen, der i radiodokumentaren “papirløse i grænselandet” har set nærmere på, hvordan Mexico behandler de illegale immigranter, der kommer syd fra og har USA som mål.
Og i aftenens prisbelønnede dokumentar Mojados Through the Night følger instruktør Tommy Davies, iført 40 kilo udstyr, i hælene på fire mexicanere, der har sat sig for at krydse grænsen illegalt til USA.
Vi møder Tigre, en 22-årig, der tager turen frem og tilbage hvert år for at se familien, 26-årige Viejo, 20-årige Guapo, der vil afsted for at forsøge sin datter og landmanden Oso, der har over 20 års erfaring som grænseløber. Alle fire med kurs mod en usikker fremtid i et land, hvor præsident Obama endnu ikke har taget stilling til, hvordan de illegale naboer mod syd skal behandles.
“… manages to capture the danger, fatigue and tedium of an illegal border crossing from Mexico without becoming tedious itself.”
- THE NEW YORK TIMES
“…enlivened with a New Wave voice-over and an unusual emotional directness.”
- THE VILLAGE VOICE
Virkeligheden byder på vinterferie og metrologerne lover sne. Men Filmstationen har andre planer. Vi inviterer nemlig alle københavnske frossenpinde på en GRATIS afbudsrejse til den varme sol, den evige sommer og til verdens mest skumsprøjtende bølger. Afgang fra FilmStationen torsdag den 12. februar klokken 20.00.
Først vil Nordeuropas fremmeste surf-rock band El Ray slå takten an i en eksplosiv energiudladning, der med garanti vil give dig varmen tilbage i knoglerne. Derefter overlades scenen til den legendariske surfbrætsdoku fra 1966: The Endless Summer.
Her rejser Bruce Brown jorden rundt med sommeren som rejsefælle i jagten på den perfekte bølge. Det bliver til et år på brættet i Sydafrika, New Zealand, Australien, Tahiti og selvfølgelig …..Hawaii. Så nu behøver du ikke længere bede guderne om godt vejr.
Smid biblen og højfjeldssolen ud på genbrugspladsen og få plejet dit lysunderskud med vores ekslusive saltvandsindsprøjtning bestående af live power surf og drivåd kultdokumentar . Eller som El Ray siger det:
“Better Surf Than Sorry – it’s time to join the party!”