Torsdag den 21. maj – fællesspisning 19.00 / film 20.00
35 år efter Nixon indledte den verdensomspændende krig mod narko, sidder over en million amerikanere nu fængslet for besiddelse af ulovlige stoffer. The War on Drugs har udviklet sig til den længste og dyreste krig i USA’s historie. Og effekten af de årlige 60 mia dollars: Antallet af narkomaner er eksploderet og stofferne har aldrig været billigere. Alligevel er kampen mod stoffer fortsat målrettet mod at kriminalisere stofbrugere i stedet for at hjælpe dem – også her i Danmark.
På torsdag ser vi nærmere på konsekvenserne af denne politik og får bud på alternative løsninger, når vi klokken 19.00 inviterer til fællesspisning med mad fra Junkfood, gæster fra Dugnad Vesterbro og den amerikanske dokumentar American Drug War.
Gennem interviews med narkobetjente, bandemedlemmer, politikere og dommere beskriver filminstruktør Kevin Booth, hvordan krigen mod narko har udviklet sig. Filmen afslører også hvordan racismen har sneget sig langt ind i narkolovgivningen. F.eks. giver fem gram ”crack” samme fængselsstraf som et halvt kilo pulver-kokain, på trods af at de rent farmaceutisk ikke adskiller sig fra hinanden. 80% af de dømte crack-misbrugere i USA er sorte og de bliver straffet lige så hårdt som kokainpushere med BMW’en fyldt med sne.
Diskussion fik fornyet aktualitet forrige uge, da Obama opfordrede til at ændre denne absurde forskelsbehandling. Han foreslår også at møde narkomaner med rehabiliterings- og sundhedsprogrammer frem for lange straffe. Og samtidig bedyrede Californiens governator Arnold Schwarzenegger at statens galoperende bankerot måske kunne bremses ved at løslade tusindevis af de fængslede stofmisbrugere og legalisere cannabis.
American Drug Wars introduceres af Michael Lodberg Olsen fra Dugnad Vesterbro. Et lokalt borgerinitiativ, der i flere år har arbejdet for at etablere et stofindtagelsesrum til narkomanerne på Vesterbro. Dugnad Vesterbro står også bag projektet Junkfood, der vil serverer mad til fællesspisningen. En ret koster 30 kroner, og overskuddet går ubeskåret til nærende mad til stofbrugerne på Vesterbro.
Junkfood 19.00 / Oplæg og ”American Drug Wars” cirka 20.00.
Torsdag dissekerer vi livets fristelser, synd og guds nærvær, vi tager en tur til USA og ser på helvede i kristendommens skær. I dokumentaren Hell House følger vi unge med hang til Gud, når de opfører og iscenesætter brud på alle bud. Med blodig abort, druk og voldtægt udlægges biblens moral i et horrorteater for og af børn.
Ud over aftenens feature, der er instrueret af George Ratliff og produceret af Greenhouse Pictures fejrer vi påsken med en alternativ introduktion til kristendommen og dens symboler, som de forklares i den populære indie-buster Zeitgeist. Vi byder på en godbid fra Negativeland og giver plads til budskaber fra Evangelist såvel som den danske anti-darwinbevægelse.
Fire mexicanere og en filminstruktør tilbagelægger 200 kilometer ørken, når de i aftenens film forsøger at krydse grænsen til USA og undgå at blive spottet af US Borderpatrol.
Drømmen om et liv i USA har gjort Mexico til verdens største transitland. Det er første stop for mellemamerikanere, der søger mod nord, og det er udgangspunktet for de tusindvis af mexicanere, der årligt pendler over grænsen for at brødføde deres familier.
På torsdag får FilmStationen besøg af journalisterne Rikke Bergquist og Camilla Markvardsen, der i radiodokumentaren “papirløse i grænselandet” har set nærmere på, hvordan Mexico behandler de illegale immigranter, der kommer syd fra og har USA som mål.
Og i aftenens prisbelønnede dokumentar Mojados Through the Night følger instruktør Tommy Davies, iført 40 kilo udstyr, i hælene på fire mexicanere, der har sat sig for at krydse grænsen illegalt til USA.
Vi møder Tigre, en 22-årig, der tager turen frem og tilbage hvert år for at se familien, 26-årige Viejo, 20-årige Guapo, der vil afsted for at forsøge sin datter og landmanden Oso, der har over 20 års erfaring som grænseløber. Alle fire med kurs mod en usikker fremtid i et land, hvor præsident Obama endnu ikke har taget stilling til, hvordan de illegale naboer mod syd skal behandles.
“… manages to capture the danger, fatigue and tedium of an illegal border crossing from Mexico without becoming tedious itself.”
- THE NEW YORK TIMES
“…enlivened with a New Wave voice-over and an unusual emotional directness.”
- THE VILLAGE VOICE